STÆVNESÆSONEN ER SKUDT IGANG

Og i den anledning skal i da ikke snydes for et referat sæsonens første tur på tatamien.

Det er været et par tyndt besatte år med stævner, men det begynder så småt at lysne.

Vores stævne koordinator havde opsnuset et stævne i Stockholm Svenska Katapokalen.

Sveriges største katastævne med ikke færre end 40 puljer.

Vi har aldrig været til dette stævne men havde en fornemmelse af, at niveauet ville ligge i den højere ende, så forventningerne og nerverne var på det højeste.

En skøn tur gennem det svenske landsskab og 6,5 time efter ankomst til Stockholm.

En dejlig fællesmiddag, og så en lille taktik snak inden alle gik tidligt til køjs.

Lørdag KAMPDAG…..

Ankomst til hallen. Et kig rundt for at orientere sig om tatamiernes placering, hvem skal op hvor?  En kedelig afmelding af to kæmpere som var syge og derfor ikke kunne stille op.

Den sædvanlige stilhed før stormen hos kæmperne, fornemmelsen af hallens sitren, dens osen af forventning, nervøsitet og håb. En hver kæmpers opiat.

Lysene i de, i hverdagen ”dovne” teenageres og præteenageres, øjne kom stille og roligt til live. Skuldrene faldt automatisk på plads og hovedet holdt højt, som gennemgik de en form for transformation. Dette kombineret med at påklæde sig dagens kampuniform, og deres egen mor ville ikke kunne genkende dem.

Der blev kæmpet efter det ”gamle” system hvilket betyder det er 1vs 1 og mere eller mindre vind eller forsvind kampe hver gang.  Det har kæmpe indflydelse på taktikken, valg af kata i hver runde. Så det er ikke kun det fysiske men også det mentale der skal være 100%.  Mange af vores kæmpere havde til hensigt at bruge stævnet til at afprøve de nye kataer de havde trænet op i vinterens off season.

Og prøvet blev de. Det krævede op til 4 kataer for at komme i en medaljekamp.

Et er at være på tatamien, et andet er at coache. Planen er lagt kæmperen er på tatamien med sin modstander og det eneste man kan gøre er at vise sin uforbeholdende støtte ( alt imens man tænker: Dont fuck up, pls dont fuck up)

En nervepirrende og ulidelig position.

Når først det hele starter er man i stævnemode, og tiden flyver. Efter alle puljer var overstået kunne dagen gøres op.

Alle havde præsteret helt fantastisk, og rigtig mange nye kataer så dagens lys og blev med præcision udført, til stor glæde for både kæmperne og dommerne.

En noget unik præstation må nævnes. To af vores juniorer (16-17år) endte mod hinanden i finalen og tog guld og sølv. Meeeen : De valgte også i al ubeskedenhed at vinde guld og bronze i senior klassen som er for alle over 16 år.

Om end stævnet skulle bruges som optakt til forårssæsonen kommer vi ikke udenom de flotte resultater. 12 opstillede kæmpere:

2 guld

3 sølv

2 bronze

Meeeen nu skal man jo passe på, så for at bevare alle på jorden, blev der selvfølgelig sat en ( naturligvis fuldstændig uberettiget) reprimande i udsigt når vi kom hjem til dojoen. J   Vi stræber efter det perfekte, velvidende det perfekte ikke findes. Der er altid noget at arbejde med.

Det tætteste man kommer på perfekt er vores dejlige unger og ikke mindst de fantastiske forældre der bakker op omkring disse stævner. Både med kørsel og med opbakning hjemmefra.

En hurtig tur på Mac D. Da vi skulle til bilerne herefter, havde mørket sænket sig, og den svenske kulde og vind bed lidt i de unge mennesker. Øjnene kom tilbage i deres vanlige  ”dvale” tilstand, og de kunne putte sig i de varme biler.

Den stille rumlen og lyset fra de enlige huse på klipperne, der til sidst ender som en lang lysende streg inden man lukker øjnene, og falder hen med et smil på læben, med tanker på en helt fantastisk dag i Stockholm.

Ses vi igen Stockholm og Svenska Pokalen ? Det tror jeg vist vi gør. ( selvom stævneledelsen deroppe lod et ord falde, at vi muligvis ikke bliver inviteret næste gang.  Ha ha ha .

Tak til Amalie for fænomenal coaching, og til Melanie for tålmodigheden til at coache en stædig gammel mand.