GEN betyder sindsro/sjælero/univers.
SEI betyder kontrol/beherske.
RYU betyder stil/skole.

Filosofien bag Genseiryu
Sensei Shukumine, skaberen af genseiryu stilen, var anerkendt for sin filosofi omkring kampkunst. Under 2. verdenskrig lærte han at hemmeligheden til sejre lå i at gøre noget uventet. Denne regel gælder i alle konflikter, såvel mellem nationer som mellem personer. Således blev det uventede element en grundsten i Genseiryu’s form.

Shukumine arbejdede med at implementere denne lære i såvel livet som i Genseiryu’s kampteknikker og kata’er. Teorierne bag teknikkerne benævnte han “Sen, Un, Hen, Nen and Ten”. Og det er disse elementer der giver Genseiryu formen sin særlige karakter af karate i 3 dimmensioner.

Sen = hvirvelvind: En vertikal cirkulær bevægelse i kroppens akser – rotation og drejning.
Un= bølger: Elegante frem- og bagudrettede op og ned bevægelser.
Hen= Skyer: En faldende bevægelse fremefter, bagud eller til siderne.
Nen= Malstrøm, hvirvelstrøm: Vridende hånd- og armteknikker, fortrinsvis i stationære stillinger.
Ten= Lysende: En teknik til uventede situationer, bestående af en fremadrettet, baglæns eller sideværs drejning.

Karateristika i Genseiryu stilen
Kata’en “Sansai no kata” er vidt berømmet som eksponent for Genseiryu stilen med netop mange af disse teknikker.
Et andet særkende ved Genseiryu er sparketeknikken hvor sparket gennemføres med begge hænder i gulvet og hovedet tæt ved gulvet. Eksempler på dette er det baglæns spark Ebi-Geri og det sidelæns spark Manji-Geri. Begge spark tilhører den såkaldte Shajo-Geri gruppe (Spark med hældende krop) og trænes også i Taido.
Ud over Kata’er praktiserer Gense Ryu også Shiho – teknik i fire retninger og Happo – teknik i otte retninger.

Genseiryu’s historie

Genseiryu har sine rødder i en gammel karatestil ved navn Shuri-Te. Nogle kilder hævder at Tomari-Te er det oprindelige udspring, men forskellene på de to stilarter er ganske små, idet begge stammer fra stilen Shorin-Ryu. I 1920’erne og 30’erne var der tre herskende stilarter på Okinawa. De var alle opkaldt efter de byer hvor de stammede fra; Naha, Tomari og Shuri. Disse tre stilarter Naha-Te, Tomari-Te og Shuri-Te går også under fællesbetegnelsen Okinawa-Te.

Sokon ”Bushi” Matsumura (1809-1898) var en af Shuri-Te’s mestre. Han underviste flere senere så berømte mestre som Ginchin Funakoshi, der skabte stilarten Shotokan Karate og Yasutsune (Anko) Itosu. En anden af hans elever var den mindre kendte men lige så store mester Bushi Takemura, der udviklede en version af Kushanku (型) der stadig den dag i dag praktiseres af Genseiryu udøvere verden over. En af Sensei Takemura’s elever var Soko Kishimoto (1862-1945) der siden blev Seiken Shukumines læremester.

Seiken Shukumine blev født 9. december 1925 i byen Nago-shi på den Japanske ø Okinawa. Som 8 årig begyndte den unge Seiken Shukumine sin karate træning hos Anko Sadoyama, stormester i Koryu Karate – en gammel kinesisk karate form. Efter 4 års træning blev Seiken Shukumine accepteret som elev hos sensei Soko Kishimoto. Kishimoto var yderst selektiv med sine elever og havde kun ni kōhai (elever) i hele sin levetid. Seiken Shukumine havde da også måtte være yderst insisterende før Kishimoto endelig besluttede at antage den unge mand. Shukumine skulle blive den ene af Kishimoto’s 2 sidste elever. Den anden elev var Seitoku Higa.

Under den 2. verdenskrig blev Shukumine indkaldt til flåden hvor han skulle tjene som ”kaiten” pilot i det japanske Kamikaze korps. Hans opgave som Kaiten pilot var at betjene en en-mands ubåd eller rettere en bemandet torpedo som blev anvendt som selvmordsbomber mod den amerikanske krigsflåde. At styre igennem krigsskibenes beskyttende zone af ståltråds-net krævede stor dygtighed og dynamik. Her brugte Shukumine sine erfaringer fra karate. Siden gav disse manøvrer inspiration til Shukumine’s uvikling af nye dynamiske kampteknikker. Heldigvis blev Shukumine aldrig udtaget til en selvmordsmission og overlevede krigen. Men da han kom tilbage til Okinawa, fandt han øen lagt i ruiner og at hans læremester sensei Soko Kishimoto var blevet dræbt under slaget om Okinawa i 1945.

Shukumine trak sig tilbage i ensomhed i et par år og begyndte at udvikle sin karate stil. Han kombinerede sine nyudviklede teknikker med de klassiske teknikker som han havde lært hos sine mestre Sadoyama og Kishimoto. Det blev grundlaget til de karakteristiske Genseiryu teknikker.

I 1949 i byen Itō demonstrede Seiken Shukumine sine teknikker offentligt for første gang. Og i 1950 deltog Seiken Shukumine i en karate opvisning arrangeret af Nippon TV. Ved den samme opvisning deltog også mestre fra andre stilarter., blandt andre Hidetaka Nishiyama (fra det japanske karateforbund, JKA), Yasuhiro Konishi (Ryobukai) Ryusho Sakagami (Itosukai), H. Kenjo (Kenshukai), Kanki Izumikawa og Shikan Akamine (begge fra Goju-ryu). Shukumine demonstrerede bl.a. kata Koshokun dai og Tameshiwari – en gennembrydningsteknik hvor I dette tilfælde Shukumine brød 34 tagstenstegl med shuto, kanten af den åbne hånd) og Hachidan-tobi-geri (Et spring med 8 spark i et og samme spring).

I de tidlige 1950’ere skaber Shukumine Sansai no kata, et mesterstykke inden for Genseiryu karate.I 1953 begynder sensei Shukumine at undervise forsvarets soldater på Tachikawa milittærbasen. Og i løbet af de næste 10 år giver han undervisning i mange Dojo’er rundt om på virksomheder og universiteter i Tokyo. Det var i 1953 Shukumine officelt erklærede at navnet på hans stilart var Genseiryu. Men 1950 betragtes af mange som det år hvor Genseiryu stilen blev officiel.

Shukumine er den første mester der der udvikler to komplette kampsystemer. I 1962 introducerede Sensei Shukumine endnu en ny kampkunst, Taido, som byggede på erfaringerne fra Genseiryu. Taido skal imidlertid ikke opfattes som en karate stilart, men som et helt nyt kampsystem. Fra det tidspunkt var Shukumine hovedsagligt beskæftiget med Taido og mange af hans Genseiryu elever tog den nye kampkunst til sig og begyndte at træne Taido. Shukumine forlod dog ikke sin oprindelige genseiryu kunst helt idet han i både i 1964 og siden i midten af 70’serne udgav bøger om karate og Genseiryu stilen. Fotografier fra den tid viser også at han gav adskillige lektioner i Genseiryu Kata og endog afholdt eksaminationer i Genseiryu. Efter Shukomine begyndte at hellige sig sin nye kampform Taido, udpegede han en af sine første elever, Sensei Yamada, som sin efterfølger. Sensei Yamada etablerede organisationen Nippon Karatedo Budo Kyokai, (kan oversættes med Det Japanske Karate og kampkunst forbund), for hvilket han blev den første præsident.

I 1964 udgav Sensei Shukumine bogen Shin Karatedo Kyohan beskriver han Genseiryu teknikker og kata’er som bland andre benyttes af World Genseiryu Karatedo Federation. Nogle af disse kata’er bliver i bogen gennemgået i meget detaljerede beskrivelser og billeder.

·                     Ten-i no Kata

·                     Chi-i no Kata

·                     Jin-i no Kata

·                     Sansai

·                     (Koryu) Naifanchi

·                     (Koryu) Bassai

·                     (Koryu) Kusanku eller Koshokun (dai)

Mange flere kata’er bliver beskrevet omend uden billeder. Totalt beskrives 44 kata’er bl.a. Taikyoku-Shodan, Tensho-no-Kata og Wankan med flere. I bogen nævnes Genseiryu ved navn flere gange, men Shukumine betegner selv bogens indhold som Koryu (古流), hvilket kan fortolkes som “Gammel Tradition” eller “Den Gamle karateskole”. Han giver imidlertid også anvisninger på nogle af de kata’er han selv har udviklet, bl.a. De tidligere nævnte Ten-i no Kata Chi-i no Kata Jin-i no Kata og ikke mindst Sansai. Bogen giver omfattende og detaljerede anvisninger på mange kata’er, teknikker og træningsmetoder og viser at Genseiryu bygger på kombinationer af “den gamle skoles karate” med kataer som Naifanchi, Bassai og Kusanku (eller Koshokun (Dai)) og nye typiske Genseiryu kata’er som Ten-i no Kata, Chi-i no Kata, Jin-i no Kata og Sansai.

Siden begyndelsen i 1960’erne har Genseiryu stilen bredt sig langt uden for Japan til lande, bla. USA, Brasilien, Indien, Australien, Spanien, Holland, Finland, Sverige og Danmark.

Sensei Shukumine’s anden men mindre kendte bog; “The Karate training by complete drawing” (engelsk udgave) udgav han i midten af 70’serne. Bogen er på over 200 sider og beskriver karateteknikker såvel som forskellene mellem karate og Judo, karate og Aikido og karate og Taido.

I 1988 udgiver Shukumine “Taido gairon” , bogen om Taido. I bogen redegør han for de basale principper og teknikker i Taido, men henviser interesserede læsere til at de vil kunne finde mere vigtig information om Genseiryu i hans tidligere bog “Shin Karatedo Kyohan”.

Den 26 november 2001 dør Sensei Seiken Shukumine af dårligt hjerte efter længere tids sygdom. Han blev 75 år gammel og efterlod sin hustru, sin søn og sine to døtre. Men han efterlod også to fuldendte og åndfulde kampkunster til stor glæde og indsigt for eftertiden. Æret være hans minde. Familen Shukumine viderefører Genseiryu skolen, der i dag drives af Seiken Sukumine’s datter og søn.